وَاللَّهِ مَا حُـولْ عَنْ حُـبِّ أَحْمَـدْ
Ved Gud, jeg vil ikke vende mig bort fra kærligheden til Ahmad
Da
Da
وَاللَّهِ مَا حُـولْ عَنْ حُـبِّ أَحْمَـدْ
لَوْ قَطَّعَتْنِـي سُيُوفُ الْمَنِيَّــةْ
Ved Gud, jeg vil ikke vende mig bort fra kærligheden til Ahmad,
Selvom skæbnens sværd skulle skære mig ned.
تَحْتَ نِعَالِـكْ خَدِّي مِدَاسَــهْ
اِسْمَحْ بِذَلِكْ مَـا فِيهِ بَاسَ
Min kind er en måtte under dine sandaler,
Tillad det, der er ingen skade i det.
مَا فِـي بِجَمَالَكْ فِـي الْكَوْنِ نَاسَ
يَا أَبَا الزَّهْرَةْ الْبَتُولْ نَظْرَةْ إِلَيْنَـا
Ingen i universet matcher din skønhed,
O far til Zahra, den rene, se på os.
وَاللَّهِ مَا حُـولْ عَنْ حُـبِّ أَحْمَـدْ
لَوْ قَطَّعَتْنِـي سُيُوفُ الْمَنِيَّــةْ
Ved Gud, jeg vil ikke vende mig bort fra kærligheden til Ahmad,
Selvom skæbnens sværd skulle skære mig ned.
مَا غَيْـرُ وَجْهِـكْ يَبْرِي نِدَائِـي
ضَمَّـةٌ لِصَدْرِكْ تَمْحُو شَقَائِي
Intet andet end dit ansigt helbreder mit kald,
En omfavnelse fra dit bryst udsletter min elendighed.
قَدْ كِـدْتُ أَهْلِكْ إرْحَمْ بُكَائِي
رُوحِي لِأَجْلِكَ خُذْهَا هَدِيَّـةْ
Jeg var næsten ødelagt, hav barmhjertighed med mine tårer
Min sjæl for din skyld, tag den som en gave.
وَاللَّهِ مَا حُـولْ عَنْ حُـبِّ أَحْمَـدْ
لَوْ قَطَّعَتْنِـي سُيُوفُ الْمَنِيَّــةْ
Ved Gud, jeg vil ikke vende mig bort fra kærligheden til Ahmad,
Selvom skæbnens sværd skulle skære mig ned.
طُلُّوا عَلَيَّـا لَوْ فِي الْمَنَامِ
يَا أَبَا الزَّهْرَةْ الْبَتُولْ طَهَ التِّهَامِي
Besøg mig, selv i en drøm,
O far til Zahra, den rene, Taha den Tehami.
حُبَّكَ يَا سَيدِي هَيَّجَ غَرَامِي
صَارَ مَعَ النُّجُومْ فَوْقَ الثُّرَيَّا
Din kærlighed, min herre, vækkede min lidenskab,
Den svævede med stjernerne over Plejaderne.