De sved den kærlighedsgales hjerte i kærlighedens glødende kul,

og min bøn iblandt dem er min bøn alene — nu hvor lidenskaben er blusset op.

Mine tårer og min udtæring forkynder længslens lue,

og iblandt dem blev selv min berøvelse sød for mig, skønt afvisningen trak ud.

Åh karavanefører, gør min vej kort,

og rejs, ved Gud, i mit hjerte op til den Højeste Ledsager.

Og hvis den Elskedes stråleglans møder dig, slå dit telt op ved al-ʿAqīq,

og lad dem, der er bragt nær, gå i forbøn — måske vil min Elskede skænke sin nåde.

Tag denne kærlighedssyge skyldner til de ædles tærskler;

måske vil de forbarme sig over min glød, mine tårer der falder i takt,

og acceptere mig trods min fejl, der på dette ophøjede stade,

og foreningen med dem vil løfte min kval, og ankomsten til vandet blive sød.

Åh naboer i al-Shiʿb, vær trofaste mod denne fattige;

vær milde, hav barmhjertighed med mine grå hår — se, mine tårer strømmer.

Vend blikket bort fra min synd, for ved den grænseløse tilgivelse

har mangen en vundet nærhed og fået sine lænker slået af.

Den elskendes bøn for den Elskede, over fredens åbenbarede spejl

må min Herre hilse ham med den i lyksalighed, der aldrig ender,

og må dens frit skænkede overflod flyde videre til den ædle Husstand,

og må den taknemmelige, som drak, skænkes fuldkommenhed i al væren.