Sig til ham, der har bebrejdet mig

lad mig og mit væsen være, o klandrer

Hvis du vidste, hvad der er hændt

ville du ikke formane, o uvidende

Ser du ikke min tærede krop

som er svækket af afmagringens sygdom

Sig mig, for hvem er denne møje

og denne længsel og fortabelse

Gud er mig nok og tilstrækkelig

sig hvad du vil, o nysgerrige sjæl

O I, som bebor mit indre

hos mig har I den reneste kærlighed

Jeg har overladt jer, o mine herrer

tøjlerne til min sag og min ledelse

Forsøm ikke ham, som er blevet

ophøjet gennem jer blandt tjenerne

Stående ved døren, bestandig

håbende på salighed og accept

Gud er mig nok og tilstrækkelig

sig hvad du vil, o nysgerrige sjæl

Foreningens milde briser blæste

fra den Ophøjede Helligheds side

Og dens lys overstrømmede

det tomme hjertes verdener

Bort fra alt andet end sin Tilbedte

Den Ene, Sandheden, Beskytteren

Hans hemmeligheder blev åbenbaret

og han tog bolig i foreningens tårn

Gud er mig nok og tilstrækkelig

sig hvad du vil, o nysgerrige sjæl

Den elskende dvælede hos den Elskede

mens den uvidende klandrer var fjern

Han kender ikke kærlighedens væsen

mellem herrerne og tjenerne

Ak, ve ham, hvad ville det koste ham

hvis han kendte til den salige

Hans plads hos sin Herre

og Gud ved bedst, hvad han siger

Gud er mig nok og tilstrækkelig

sig hvad du vil, o nysgerrige sjæl

Hvad mon benægterne siger

om ham, der har et sundt hjerte

En elsker af alle muslimer

hvis mål er den Nådige Herre

Og han bærer i sig den overbevisning

at han blot er en ringe tjener

Var det ikke for hans Herres omsorg

var han en vildledt og nytteløs mand

Gud er mig nok og tilstrækkelig

sig hvad du vil, o nysgerrige sjæl