O bedste af dem, til hvis gårde de velsignelsessøgende drager,

Til fods og på ryggen af lastede kameler

O du, som er det største tegn for den, der kan opfatte,

Og den mest ophøjede velsignelse for den, der ønsker gavn

Du rejste om natten fra et helligt sted til et andet,

Ligesom fuldmånen rejser over den kulsort nattehimmel

Den nat steg du op, indtil du nåede en nærhedens station,

Kun to buelængder borte, en station aldrig før opnået eller endda håbet på

Således gav alle Profeterne og Sendebuddene dig forrang,

Forrangen af en herre over dem, der tjener ham

Du gennemtrængte de Syv Himle med dem,

Og du var fanebæreren – ledende deres procession

Indtil du ikke efterlod noget større mål for den, der søger fremtræden og nærhed,

Ej heller nogen højere station for den, der søger ophøjelse

Alle andre stationer syntes lavere i sammenligning med din,

Da du blev udråbt i de højeste vendinger – den unikke

Så du ville opnå en station af perfekt nærhed,

Skjult for øjnene, og opnå en hemmelighed skjult for al skabelse

Så du opnåede enhver fremragende egenskab uden lige,

Og du passerede alene gennem hver station, langt fra alle andre

Ophøjet er virkelig målet for de rangordener, du er blevet givet,

Udover forståelse de velsignelser, der er blevet skænket dig

Glædelige nyheder for os, O forsamling af muslimer,

For sandelig har vi en støtte og omsorg, der aldrig kan ødelægges

Da Gud navngav den, der kaldte os til at adlyde Ham,

Den ædleste af Sendebud, blev vi herefter de ædleste af folkene