O du, som ser mine tårer strømme som vedvarende regn

fra mine øjne, mens sygdommen er tydelig på min krop

Lad dig ikke forbløffe, selv hvis jeg er blevet som livløse rester

for en gazelle på sletten, mellem bān-træerne og bjerget

Har fundet det tilladt i de hellige måneder at udgyde mit blod

men undres over min tilstand, for aldrig før

Frygtede jeg trængsler, selv hvis de rakte deres hænder mod mig

men kærligheden har gjort mig døv, og mine ord var forgæves

Skæbnen nedlagde en løve med et dådyrs øjne

O du, som bor på sletten, kom den i tykningen til undsætning!

Min elskede angreb mit hjerte med sit bliks utallige pile

og efterlod mig vandrende uden nogen vejledning

Da han ramte mig, og hans pil svækkede min udholdenhed

benægtede jeg såret og skjulte pilen i mit indre

Sår fra den elskede bringer mig ingen smerte

når min måne viser sig, bliver selve månen skjult

Længe har jeg tilbragt mine nætter i tanker og vågenhed for hans kærlighed

min sjæl er hans, mit blod, min hørelse og mit syn

O du, som bebrejder mig min kærlighed, kærligheden er skæbnen selv

havde en sådan længsel fortæret dig, ville du hverken revse eller bebrejde